Fri fragt ved køb for min. 500,- • 14 dages returret

Om Lindhardt & SEJER

Jeg tror, at min familie flere gange har tænkt “hvornår bejdser hun min tandbørste og strikker mig en ny carport”. 
Lindhardt & SEJER udspringer fra min kreative krøllede hjerne, nysgerrighed og skabertrang. Jeg elsker når der er plads til leg og uhøjtidelighed, når forskellige materialer arbejder sammen - det lette med det tunge, det fine med det rå og det gamle med det nye og synes at hverdagen bliver lidt sjovere og mere farverig, når vi tør sprælle lidt i det tøj vi vælger. Jeg prøver samtidig at tænke på miljøet ved primært at bruge genbrugsmaterialer.  Jeg er bevidst om, at miljø og mode er to modstridende begreber idet modeindustrien er den 2. mest forurenende industri. Min holdning er, at vi alle kan gøre lidt ved at genanvende mest muligt, have verdensmålene i tankerne uden at blive fanatiske - for det har vist aldrig været sundt for nogen. 
Som logoet afspejler står Frk. Lindhardt for det feminine udtryk og SEJER for det maskuline. Frk. Lindhardt får idéerne, designer, syr, spotter genbrugsguldet og agerer den lille håndværker imens SEJER slæber, sliber og skruer med den store skruetrækker. 
Hos os finder du unikke tøjkollektioner samt et fint udvalg af accessoires, kunsthåndværk og re-design til hjemmet. Udvalget på hylderne varierer alt efter hvilke stoffer, materialer og fund jeg gør.
Vi har et showroom på Gl. Glentevej 3, Skibhuskvarteret i Odense og du er meget velkommen til at kigge forbi efter aftale.
Du kan også følge med på Facebook og Instagram. 
Velkommen - og rigtig god fornøjelse.
Ditte & Christian